Ansigtsyoga er præcis som det lyder: Det er træning for ansigtets 56 muskler – med helt specifikke øvelser, der ofte får hjælp af hænderne som modstand eller “vægte”. I ansigtsyogaen strækker og afspænder vi, så ansigtet glatter sig ud, og styrker musklerne, så hele ansigtet løftes.
Du kan fx. få stor glæde af ansigtsyoga hvis du har spændingshovedpine, trætte øjne eller skærer tænder (megaeffektivt!), eller hvis du har tunge øjenlåg, spændingsrynker mellem øjenbrynene, eller Resting Bitch Face (ser bister ud, selv når du er glad).
Ansigtsyoga er altså også en naturlig måde at forholde sig til ansigtets ældningstegn, både spændingsrynker, indfaldne rynker og tyngdekraftsrynker – det virker inde fra og ud, ved at aktivere musklerne og stimulere gennemstrømningen, og derved collagendannelsen, i huden. På den måde giver ansigtsyoga et smukt, udtryksfuldt og levende ansigt og en effektiv og langsigtet slowaging.
Og så er det også bare dejligt og beroligende at lære sin ansigtsmuskulatur at kende indgående. At udfordre nervesystemet ved at lære en “ny” del af kroppen at kende vil altid være spændende, nogen gange udfordrende, men også utrolig behageligt, i det man med det samme mærker den opfriskende effekt. Spændinger i ansigtets muskulatur påvirker ofte vagusnerven, der regulerer hele kroppens stressrespons, så når der kommer bedre plads og gennemstrømning i ansigtet, kan det mærkes beroligende overalt.
Ansigtet er den del af kroppen vi kommunikerer med, og der flertallet af vores sanser sidder. Det afslører nemt om du er bekymret, udmattet og træt, eller om du er glad og fuld af energi. Ansigtet viser også typisk tegn på stress længe før de andre dele af kroppen får smerter eller dårlig funktion. Det kan altså blive din advarselslampe der lyser før mere alvorlige symptomer på langvarig stress viser sig.