Yoga udenfor måtten: Syv gode vaner der gør en forskel
YOGA OG MEDITATION
er en supereffektiv måde at bekæmpe stress på, den er de fleste af os med på. Men hvordan kan man helt konkret bruge yogaen som inpiration til at undgå stress i hverdagen, også udenfor måtten? Her kommer syv gode vaner som inspiration:
- Skemalæg din yoga, afspænding og meditation. Lav aftaler med dig selv, og tag dem alvorligt. Du er det værd!
- Giv slip og hav tillid til at det hele nok skal gå alligevel! Ofte er der et sted i hjernen der tror at hvis vi slipper tøjlerne helt, så går alting skævt, men mon dog det går så galt? Af udefrakommende faktorer er der faktisk er der ret lidt, vi kan kontrollere, så jo mere man er i stand til at give slip og tage tingene, som de kommer, jo mindre stress udsætter man sig selv for.
- Sæt dig ned hver morgen og skriv tre ting, du er taknemmelig for, ned i en notesbog. Punkt 1, 2 og 3. Mange dage er det nemt, og du kan fortsætte listen til punkt 29, hvis du har lyst. Andre dage er det sværere. Jeg har haft dage, hvor det hele så sort ud, og det tog lang tid at finde på noget, men så til sidst kommer den: 1. Jeg er i live … 2. Jeg har en fungerende krop … 3. Jeg har et sted at bo. Hmm. Det er faktisk tre virkelig fantastiske ting! At få fokus på taknemmelighed for de helt basale ting er en stor gave, det øger tilliden til, at det hele nok skal gå, og det afhjælper stress.
- Luk øjnene flere gange i løbet af dagen, og mærk åndedrættet i næsen. Hvis du ikke arbejder et sted hvor det er muligt, så find et lidt mere privat sted du kan gøre det.
- Gå ind i sanserne og nyd noget smukt mange gange hver dag. Mærk dråberne på huden når du går i brusebad, eller læg mærke til morgenhimlen, før du stiger op på din cykel, se om du kan dufte træerne, når du kører forbi dem.
- Gør noget sødt for en anden hver dag – gerne en, du ikke engang kender. Det kan være den mindste lille ting som at lade nogen komme foran i køen i Netto. Men det virker, også for dig.
- Tænd et stearinlys om aftenen, kig ind i det i lang tid, og tænk på de ting, der er lykkedes i dag. Gør det evt. med din partner eller dine børn. Snak om, hvilken dag det har været, og sig tak for i dag til hinanden. Det giver også mulighed for at vende dagens problemer på en rolig måde og give slip på dem.
God fornøjelse med det. Namaste Sisse
Tusind tak!
🙂