Interview med Sisse Siegumfeldt

– dette er et transkriberet interview og derfor ret frit fra leveren. Tilgiv evt. gentagelser og grin 🙂

Ida: Hvilken form for yoga er det du dyrker?

Sisse: Haha, ja det lyder så simpelt, men det er jo allerede der et svært spørgsmål. Det er Hatha, men Hatha er selvfølgelig det absolut bredeste begreb indenfor yoga, det kan dække rigtig, rigtig meget. Jeg blander stilarterne meget.

Da jeg begyndte med yoga, var det Astanga, på et fitnesscenter, meget hårdt og lidt disciplinært. Jeg elskede det, men så fik jeg en skade og  begyndte inde på Skandinavisk Yoga- og Meditationsskole, dem der altid har ligget inde ved Kultorvet.  Det er jo meget klassisk og indisk og ikke særlig anatomisk, mere spirituelt orienteret, men de er rigtig, rigtig gode til hele det med afspænding, meditation og virkelig bare at tage sig god tid.

Så den del har jeg med, jeg tog min aller første yogauddannelse hos Yoga-Claus, han var uddannet hos Guni Martin, og det er også meget klassisk yoga. Men efter det har jeg helt klart bevæget mig mere over i  moderne postural yoga, i 00´erne var det især Anusara-yoga i miljøet omkring Hamsa. I de år tog jeg en mere Vinyasa-orienteret uddannelse på Yoga Arts, på Bali. Vinyasa er en åben stilart, uden guru – folk der havde lavet meget Astanga, som jo er en fast serie,  begyndte at freestyle i løbet af 90’erne  og så blev det til Vinyasa. I Danmark tog jeg også de første dele af en Anusara-uddannelse og så har jeg taget børneyogauddannelse, mindfulnessinstruktør, plus det løse.

Ja, så det er den baggrund jeg har, og jeg underviser i Blid Hatha, som netop har stærke rødder i old-school yoga,  såkaldt husmor-Hatha, haha, hvor man ligger meget, sidder meget, meget langsomt, meget indadvendt.  Og almindelig Hatha, med mange flere stående stillinger, mere hårdt, men stadig langsomt, en stilling ad gange og til begge sider, overskueligt. Og så underviser jeg også Flow, kalder vi det, fordi folk er begyndt at synes Vinyasa lyder lidt skræmmende, så nu kalder vi det det Flow, men det er jo Vinyasa, det bare ikke sådan benhård tonser-Vinyasa, det er  flydende, selvfølgelig er det hårdt, men det skal ikke stresse folk.

I : Hvor mange år er det du har dyrket yoga?

S : Det er nok cirka 2000, altså siden 2000, ikke 2000 år.

I : Hvad inspirerede dig til at dyrke yoga, da du startede?

S : Jeg var skuespiller, og der havde jeg lært nogle teknikker i USA, såkaldt Method Acting på en skole i New York, som faktisk minder helt utroligt meget om mindfulness og meditation, hvor man hele tiden går igennem kroppen med opmærksomheden, mens man sidder stille på en stol. Det er meget den samme tankegang, og det havde jeg lært som helt ung, jeg gik på teaterskole i New York fra  jeg var 19 til 23 og lavede relaxation hver dag.

Så begyndte jeg at lave yoga da jeg var omkring 30, men det føltes ikke fremmed eller nyt, jeg havde lavet en masse moderne dans og denne her måde at lave teater på ligger meget tæt op af, altid meget med kropsbevidsthed og nærvær.  Forskellen var måske at i de optrædende miljøer, der vil man jo rigtig gerne stortude og skuespillere er lidt mere udtryksfulde og det tog jeg også meget med over i yogaen, det var sådan lidt sjovt. Det gør folk ikke så meget i yoga, nogen gør, men ikke så mange. Jeg hulkede om en brøleabe de første mange år. Lærerne synes som regel bare at det var fedt. Dem der ikke kunne tåle mosten, røg ved naturlig selektion, haha.

I : Da du tog din uddannelse, var der så noget spiritualitet forbundet med det ?

S : Nårh, ja, ja selvfølgelig.

I : Hvad kunne det være?

S : På Bali chantede vi en del, mediterede en del, vi talte rigtig meget yogafilosofi, som er spirituelt funderet. Men jeg har aldrig haft det svært med det spirituelle, min far er også præst, så det har jeg aldrig været bange for, jeg har altid haft en forbindelse opadtil, om man så må sige. Mange danskere er decideret bange for noget som helst spirituelt, især måske kristendom, men det er jeg slet ikke. Min far er grundtvigianer, så stille-og-rolig-kristen, der er ikke noget med at andre religioner er vildt farlige. Min spiritualitet er selvfølgelig anderledes end hans, det har bare altid sagt mig mere at man også bevægede kroppen. Jeg kan godt lide at gå i kirke og synge, men jeg savner altid at bevæge kroppen mere,  det gør man jo også i nogen gospel kirker, men ikke i en almindelig dansk folkekirke, der sidder man ret stille.

På uddannelsen på Bali, var der flest vesterlændinge, og også nogle japanere og nogle kinesere, men der var ikke nogen, der sådan naturligt havde en indisk spiritualitet, så de var opmærksomme på ikke at trække ting ned over hovedet på folk, men det var der hele tiden alligevel og vi chantede meget. Jeg havde nogle meget store oplevelser netop med chanting, så spiritualitet helt sikkert,  men ikke, orh det er så super svært, for hvad betyder de ord ikk, men altså, ikke religion som sådan.

Jeg kalder det nogen gange spiritualitet light, og det synes jeg ikke er en dårlig ting, mange af de problemer der er i verden, kommer når det er spiritualitet heavy, ikke? Haha. Så light er fint, det er sådan: ‘Jeg vil prøve at være et bedre menneske, jeg vil dyrke det gode i mig selv, i stedet for at dyrke det negative og sure og kyniske’. Det er bare det, og det synes jeg tit det er i yogamiljøet i vore dage. For mig behøver det ikke være mere end det, fordi så bliver det ofte noget med en masse regler, og at ‘Jeg er faktisk spirituel på en bedre måde end du er’. Så har vi guruer, og følgere der lærer at de ikke skal stole på deres egne impulser og fornuft, og så har vi miseren. Og det er ikke for at sige at alle guruer er dårlige, slet ikke, og jeg kender mange der har fået en masse ud af at følge en guru, men det er ikke for mig, og det ærgrer jeg mig slet ikke over (længere), for spiritualitet light har også en stor kraft.

Jeg tror at mennesket har brug for noget, for det er supernemt at blive kynisk, og dyrke den indre svinehund om man så må sige, at være bange og være vred, så jeg synes, det er en god ting at man har en  fælles, om end meget diffus, idé om, at man gerne vil være bedre.  Og det ser jeg meget i yogamiljøet, og nogen gange så bliver det frelst og nogen gange forskruet, men overordnet set er der en bevægelse henimod: ‘Vi vil prøve at være ordentlige’, og det er jo bare godt. Den samme indstilling har langt de fleste danskere selvfølgelig også, også uden noget som helst spiritualitet, men indenfor yoga er det klart sat i scene og italesat, vi har nogle fine ritualer i yoga, som  kan sætte det i en ramme, og huske os på det, og det er vigtigt.

I : Hvad kan det være for ritualer?

S : Nå, men bare alle de ting vi gør med lige at lukke øjnene eller sige tak eller namaste eller hvad man nu siger i starten og i slutningen af en time. De ting man kan tale om i en yogatime er anderledes end andre steder, jeg siger da alt muligt i mine yogatimer, og nogen gange tænker jeg  bagefter ‘Wauw, det var da virkelig langhåret’, men i den setting kan man udtrykke en hel masse som man ikke gør i sit daglige liv og folk kan jo godt bruge det til noget og kan godt lide det. Det er det der gør yoga anderledes end andre bevægelsersformer, at vi har en etisk og spirituel baggrund. Jeg tror mennesket har et behov for noget spirituelt, fordi vi også har den der barbariske side, så vi er nødt til at trække den anden vej bevidst, så vi ikke bare bliver vilde dyr.

I : Er der så også nogle ritualer, når du bare laver yoga med dig selv eller er det hvordan du føler?

S : Det er da egentlig et meget godt spørgsmål. Det var der engang, engang der chantede jeg en del alene, selvom det lyder lidt patetisk at chante alene, og så har jeg chantet med min datter, især når hun har haft det svært, men ellers ikke så meget ritualer når jeg er alene.

I : Hvad er udviklingen for tiden indenfor yoga herhjemme?

S: Ja, altså lige de sidste år er der åbnet store kæder med yoga primært for økonomisk vinding, ikke ejet af yogamennesker, og det er nyt. Yoga er blevet så stort, alle ting bliver kaldt yoga, selv en ansigtsbehandling, så er det pludselig ansigtsyoga, yoga er virkelig blevet et buzzword. Så  det er jo klart, at hvis man kan tjene penge på det, så er der nogle folk der vil gøre det. Det er vel bare det. Selvom det er lidt absurd, for det er super svært for mig bare at få det til at løbe rundt, men altså jeg har selvfølgelig heller ikke det der kæmpe maskineri bag mig.

Jeg har jo altid gjort rigtig meget ud af at yoga skulle være tilgængeligt for almindelige mennesker, at det ikke skulle være for langhåret og man ikke skulle skræmme folk væk, ved at det enten blev for elitært, for svært eller spirituelt. Det har jeg altid gjort og det er selvfølgelig også fordi det også er et børneyogastudie og vores elever er helt almindelige familiemennesker. På det seneste har jeg faktisk tænkt at når nu vi har fået alt det der fitnessyoga, så kan det være at jeg, endelig langt om længe, skal gå i en meget mere spirituel retning, gå helt tilbage til rødderne, haha. Det kan være det er det der kommer til at ske, man ved aldrig jo…