Brittas blomkålskarry (vegansk)

 

Da jeg var lille tog mine forældre alle os 4 børn og flyttede til Indien i halvandet år. Det var i 70erne, i Bangalore, i staten Karnataka og Indien var virkelig en anden verden. Der var fattigt, støvet og snavset og lidt farligt: min mor fortalte hvordan folk nogen gange spyttede efter hende og råbte hippie – Indien var lidt overrendt af vesterlændinge uden hæmninger på det tidspunkt. Mine forældre ville aldrig kalde sig selv hippier, men det lange hår, de lange nederdele, lange bakkenbarter og lange halskæder havde de selvfølgelig – det var jo 70erne.

Vi havde en fantastisk rejse i Indien, jeg var lille og husker lillepigeting som kæmpeedderkopper og duften af min nannys hår når hun insisterede på at bære mig rundt på hoften når vi var væk fra Millers Road. Min mor slappede af fra sit travle med fuldtidsarbejde og 4 børn og nød at der var kok og tjenestefolk i huset der hørte med stillingen min far havde på universitetet i Bangalore. Kokken John lærte hende at lave indisk mad og denne Blomkålskarry bringer mig altid helt tilbage til Bangalore i 70erne.

 

Ingredienser:

Frisk ingefær (på størrelse med 2 fingre og groft hakket)

5 fed hvidløg

1 frisk stærk grøn chili (i fine skiver)

8 spsk olivenolie

1 stort blomkålshoved

2 gulerødder

1 kop fyldt med hakket, frisk, grøn koriander

1 tsk stødt gurkemeje

2 tsk stødt spidskommen

2 tsk stødt koriander

2 tsk garam masala

1 spsk citronsaft

4 tomater i både (eller 1 dåse flåede tomater)

2 tsk salt

 

  • Put ingefær, hvidløg og chili i en blender med en sjat vand, og blend, indtil det bliver en slags pasta.
  • Skær blomkålen i små buketter og guleroden i skiver.
  • Varm olien i en tykbundet gryde, og hæld ingefærpureenSteg pureen, og rør et par minutter.
  • Tilsæt de øvrige ingredienser under omrøring. Tilsæt evt. lidt ekstra vand.
  • Lad simre i 35-45 minutter, indtil blomkålen er kogt, men før den falder helt fra hinanden.
  • Server med ris og evt. linser.

Skriv et svar